Danskerne er vilde med mobilt data og hurtigt bredbånd

Publiceret 07-12-2017


Tele og bredbånd

Hver femte internetforbindelse kører nu i topfart. Samtidig er danskernes mobile dataforbrug steget med knap 50 % på ét år. Danmarks teleminister Lars Chr. Lilleholt tager godt i mod udviklingen.

Flere og flere danskere surfer med høj hastighed på deres bredbånds­forbindelse. Flere end ½ mio. af danskernes forbindelser har nu downloadhastigheder på mindst 100 Mbit/s, når der hentes billeder og streames videoer fra nettet. Det er en stigning på næsten 71 % på ét år, viser Energistyrelsens ’Telestatistik – første halvår 2017’.

”Danskerne er gået data-amok, de elsker hurtigt internet og kravene til hurtige og velfungerende data-forbindelser stiger. Telestatistikken tager temperaturen på danskernes forbrug af mobildate og bredbånd, og selvom vinteren står for døren, så er situationen brandvarm derude. Danskerne har taget de nye teknologier til sig, og vi buldrer ind i den digitale tidsalder”, siger den ansvarlige minister for teleområdet Lars Chr. Lilleholt (V).

Forbrug af mobilt data steget med knap 50 % på ét år

Den samlede mobile datatrafik er steget med næsten 50 pct. fra første halvår 2016 til første halvår 2017. Energistyrelsens telestatistik giver ikke svaret på, hvad danskerne bruger al den mobile data til, men et godt bud kan være tjenester med stort dataforbrug, fx video-streaming, som er blevet langt mere attraktive at bruge fra smartphonen med de nye hurtige 4G-net. Udviklingen afspejler under alle omstændigheder, at danskerne bruger langt mere data, når de er på farten og er uden for hjemmets fire vægge.

”Når vi ser på eksplosionen i danskernes dataforbrug er vi nødt til at handle. Branchen investerer 6,7 mia. kr. i digital infrastruktur, og fra regeringens side skubber vi på med forskellige tiltag. Vi har netop besluttet at udvide bredbåndspuljen med yderligere 60 mio. kr. i år, så vi har en samlet pulje på 100 mio. kr. i 2017. Det skal skabe flere hurtige forbindelser, for vi vil have hele Danmark med. Ser vi lidt frem i tiden, så giver vi allerede i 2018 mobilselskaberne mulighed for at få nye frekvenser til mobilt data, så vi også fremover kan følge med danskernes iver for at få hurtigt internet”, siger Lars Chr. Lilleholt.

Det stigende forbrug af mobilt – og fast internet understreger behovet for en fremtidssikret telepolitik. Derfor vil regeringen snarest præsentere et oplæg til modernisering af teleforliget fra 1999.

Kontakt: Presse- og kommunikationsrådgiver Christian Lietzen, 41 72 38 76,

Fakta

Fra midten af 2016 til medio 2017 er antallet af abonnementer, der kan downloade data med mindst 100 Mbit/s steget 70,9 pct. til 532.000. Dermed stiger andelen af fastnet bredbåndsabonnementer med mindst 100 Mbit/s i download fra 12,6 pct. til 21,4 pct. svarende til lidt over hvert femte abonnement. 0,4 pct. har mindst 1 Gbit/s i downloadhastighed.

I første halvår 2017 blev der i alt up- og downloadet lidt over 242.000 TB, hvilket svarer til, at hvert mobile bredbåndsabonnement til mobiltelefoner, tablets og bærbare pc’er i gennemsnit bruger 5,7 GB pr. måned mod 4,1 GB pr. måned i første halvår 2016.

Grafen viser udviklingen i danskernes forbrug af mobilt data.